Camper Parkel

Route66 - USA - 2010
En formidabel tur med ca. 20 RV'er tværs over USA fra Chicago til Los Angeles og San Francisco

Efter to timers flyvetid til London havde vi 3 timers ventetid i Heartrow lufthavn før vi fløj videre til Chicago. Vi var jo så spændte, så vi mærkede ikke rigtig de 6 timers forskel der var. Vi overnattede på et fint hotel midt i Chicago. Dagen efter var vi på sightseeing i bus rundt i byen. Chicago er en pæn og ren by. Vi opdagede senere at det kan koster helt op til $1.000 at smide affald ud ad bilen. Måske en idé for København.

Senere på dagen skulle vi så ud og afhente camperne. Det virkede ikke særligt proff. Udleveringen var langsommelig. Der var problemer med flere af vognene, og de var dårligt rengjorte. Dækkene var pænt sprøjtet med sort skinnede spray så de så pæne ud. Men det skjulte ikke alle skavankerne. Bilerne var nedslidte og flere steder møgbeskidte. Men de var store, og vi skulle jo der ud ad. Udleveringen tog 5-6 timer, så det var godt vi ikke skulle køre så langt den første dag. Det var næsten også mørkt da vi nåede frem til . . .

... Moraine View State Park, stadig i Illinois. Dejlig plads ude i en skov. På vejen dertil skulle alle ind i et supermarked og handle ind til de første par dage. Der lå et Wallmart i nærheden, så det blev det. Bilerne var tankede op, så det skulle vi ikke tænke på.

Det var en fornøjelse at vågne næste morgen i en skov, få et morgenbad i det store badeværelse med badekar, drikke morgenkaffe og gøre sig klar til den første dag på Route66. Vivi og jeg havde aftalt at køre sammen med Yrsa og Anders, og Karsten Michael. Vi skulle tidligt af sted, for vi skulle være fremme i St. Louis inden kl. 13 (ca.km 286). Pladsen hedder St.Louis RV Park midt i byen. Vi blev hentet af en bus som kørte os ned til en hjuldamper (?) på Mississippi. Floden var meget brun, fordi en biflod havde haft oversvømmelse og medtaget en del jord og ler. Vi sejlede lidt frem og tilbage på floden og så byen fra vandsiden.
Efter sejlturen var vi oppe i The Gateway Arch, den enorme bue bygget i rustfrit stål. En elevator med nogle bitte små kabiner kørte os op til toppen, hvor der var en flot udsigt over byen.
Det blev hurtigt en tradition at en del af os mødtes før aftensmaden til en kop øl, ved et af bordene på pladsen. Var der mulighed for det, samledes vi om et bord eller to og spiste sammen.

Det er umuligt at følge den gamle Route66 hele vejen. Så er en måned eller to ikke nok. Så vi kørte ad interstates-vejene og tog så afstikkere ned på den gamle Route66 når vi så noget interessant. Bl.a. kom vi i gennem byen Carthage som så interessant ud. Vi parkerede RV'erne og gik mod bymidten. Men på vej op ad hovedgaden så vi noget der lignede et gammelt autoværksted.
Vi gik ind men der var ingen. Der stod de skønneste gamle Oldmobile, Cadillac, Thunderbird, og nogle ubestemmelige modeller som viste sig at være forskellige sammensatte biler. Pludselig kommer en stor gammel amerikaner ned ad trappen, og jeg siger: "What is this. Are we in a Museum or something like that?" Og Sam siger: "No no, it's only my stuff I have collected my whole life." Han viste os alle de dejlige biler. Det viste siger at han havde været borgmester i Carthage, men nu var gået af. Så han hyggede sig med sine gamle biler. Han havde også alt sit gamle legetøj helt tilbage fra 1940'erne. En utrolig samling. Hele førstesalen på værkstedet var en stor modeljernbanesamling. Der var anlæg i 4-5 forskellige størrelser, og de kunne alle køre. På væggene var glasvitriner fyldte med lokomotiver og vogne som han havde samlet sammen på sine rejser rundt i hele verden. En guldgrubbe for modeljernbane-entusiaster.
I et lokale havde han en cirkusvogn stående. Den var 140 år gammel, og "Den skæggede dame" har rejst rundt på markedspladserne i staterne i 1870'erne.
Sam Hill - hans rigtige navn var Jim Woestman. Men da han var ung hed det halve af byen Jim til fornavn, så han valgte at kalde sig Sam. Han viste os glædeligt rundt i en times tid. Vi takkede mange gange for hans venlighed. Se flere billeder på hans hjemmeside: http://www.samhillbuilding.typepad.com.
Dagen endte på KOA Springfield RV Park.

Turen næste dag gik fra Springfield til Oklahoma. Vi fulgte Route66 gennem Tulsa, hvor vi ville besøge Tally's berømte Café. Den stod som i de gode gamle dage. Selv personalet var klædt i servitriceuniform á la 1950'erne. Vi fortalte at vi kom fra Danmark. Det skabte lidt moro, for kun Tally vidste hvor Denmark ligger. Jeg fortalte at det lå i Skandinavien tæt op ad Sverige. Det blev det ikke bedre af. Men hun havde dog hørt om Europa.
Vi fulgte Interstate 44 til Oklahoma City til Twin Fountains RV Park, en meget fin og strømlinet plads med store pladser til RV'erne. #1 on Interstate 40 til "kun" $36 for en nat. Alle pladser med 'full hook up' (el, vand på, og vand af) har alle sammen gratis internet. De fleste dog med så ringe 'up- and download' at det tager en krig at uploade noget. At download er lidt langsom kan man leve med. Men den ringe 'upload' gik også ud over brugen af Skype, så det var ikke alle steder vi kunne bruge det til noget.

Turen til Tucumcari gik tværs igennem Texas. Vi var flere steder nede og se på 'Historic Route66', den gamle landevej. Men mange steder var den så smal og så tilgroet at man ikke kunne køre på den - i en RV'er. Men vi så på hele turen utroligt mange motorcykler, flest Harley'er, som tydeligvis havde sat sig det mål for øje at de ville køre på den gamle Route66. Men det var ikke alle steder det kunne lade sig gøre. Heller ikke på motorcykel.
RV-pladsen i Tucumcari var en hyggelig KOA-plads ude på landet, også med 'full hook up' og internet af den sædvanlige slags. Men når bare ikke man brugte video på Skype gik det udemærket. Receptionen havde et udsøgt menukort, så vi bestilte 2 stk. ½-Rack BBQ Baby Back Ribs (spareribs) med homemade coleslaw, baked beans & hot biscuit til $15,99. Ikke dårligt. Og så leverede campingfatter det på sin EU-knallert (?)
'Hole'n the Rock' - et hul i klippen. En dansker der i forrige århundrede arvede et stykke jord, og borede sig ind i klippen, hvor han byggede et hjem. Stue, pejs, soveværelse, køkken - alt. Der var et par og tyve grader året rundt så han havde ingen problemer med at holde varmen. Han kone kaldte det 'Hul i hovedet'. De er begge begravet lige uden for 'hjemmet'. Det er deres 7-8 hunde også. En anden dansker har så efterfølgende købt stedet og indrettet det som museum.

Nu begyndte turens nationalparker at nærme sig. I den første - Mesa Verde - så vi hvordan indianerne havde bygget boliger ind i klipperne. Den næste - Arches - ligger lige nord for Moab. En mindre men flot park. Vi kørte med Yrsa og Anders helt ind i parken, og forsøgte at køre ud af en grusvej til et sted hvor flere film er optaget. Vi måtte dog vende om. Underlaget blev for løst at køre i. Dagen efter kørte vi op langs Colorado River. Også et meget smukt område, hvor der var mulighed for River Rafting ned ad floden. Vi kørte lige inden for i Canyonlands National Park, men det så ud til at blive kraftigt regnvejr, så vi vendte om. På vej ud fik vi så oplevelsen af at se den utroligt smukke regnbue. Alle biler der kom forbi skyndte sig ud og fotografere buen. Det er ikke ofte man oplever sådan et syn.

Vi skulle over til Hatch. Ned igen mod Arizona, til Page og op til Bryce Canion. Pladsen i Hatch havde fin Wi-Fi, så vi fik set og talt med familien i Danmark på Skype. Dagen efter kørte vi ind i Bryce. Den smukkeste Canyon vi har set i USA. Utrolige scenerier om hvert eneste hjørne, så det blev til mange korte ophold rundt i parken.
Næste dag var Zion på programmet. Men den valgte vi fra. Vi havde fået anbefalet en tur af 'campingmutter' op i de nærliggende bjerge, hvor der er en hule ned i jorden med gange rundt på ca. 700 meter. Vejene der op ledte vores tanker tilbage til Karelien. Utrolig dårlige. Det var nærmest bjergstier gennem en skov. Vi var oppe i 3.300 meters højde. Vi så lidt på hulen, men gik ikke ned i den. Der var bulder mørkt, og man skulle kravle gennem små indgange flere steder. Der kom få andre turister til stedet som gik ind i hulen. Og Karsten og Michael gik også en tur der ind.

Forsættelse følger

Vi handlede i flere forskellige Supermarkeder. Også Walmart som er et af de største. Og her kan du se hvordan amerikanerne opfatter Walmart :-)

Vognene er lidt mere avanceret i dag. Men allerede i 1937 var amerikanerne langt fremme med RV'er - autocampere og campingvogne.