Camper Parkel

Alle billeder kan ses i en bedre opløsning og downloades på: http://karelien.parkel.dk

Tirsdag d. 1.juli startede så rundturen i Karelien. Vi kørte de sidste 150 km. fra Sotkamo til grænsen, og var der kl.10.15. Køen var allerede lang. Ca. 70 campere fylder noget. Hastigheden med at få vognene i gennem var ikke særlig stor. Vi skulle vise pas 5 steder, og ind i mellem kom to toldere ind og gennemsøgte hele camperen. Vi kom først over kl.15.50. Mere end 5 timers ventetid. Vi skulle ikke så langt i Rusland den første dag. Hotel Fregat ved Kostomuksa som vi skulle holde ved lå få kilometer fra grænsen. Vi blev anvist plads i skoven bagved hotellet. Midt mellem faldefærdige skure. Der var hængt el-tavler op i træerne, så vi fik strøm. Kl.19.00 fik vi mad på hotellet. God russisk gullash. Vi købte en flaske vin (180 rubler / dkr.36,-), og en stor dåseøl kostede 28 rubler / dkr. 5,60. Nordmændene havde betalt ekstra for at se lokale folkedansere, og de optrådte på p-pladsen foran hotellet, så dem fik vi gratis med. Det viste sig senere at de ikke var så lokale endda. Vi så den samme trup på en af øerne i hvidehavet, så det er en trup der rejser rundt og optræder.
Vi fik hilst på alle deltagere i turen, og på vores egen guide, Irina. Hun skulle følge os rundt de næste 2 uger. Hun skulle giftes den 25.juli, og boede i Medvezhegorsky, så sms'erne glødede mellem hende og kæresten der hjemme.

Onsdag d.2.juli skulle vi køre til Belomorsk. Vi stod op kl.05.30 for at få bad inden vi skulle køre kl.08.00. Der var 260 km. Vi viste på forhånd at vejene kunne være slemme. Det holdt ikke stik. Vejene var MEGET slemme. 260 km. med 10-20 km/timen i 2. og 3. gear, i 8,5 time. Det er ubeskriveligt. Det er lettere at køre rundt i Tune Grusgrav end på vejene i Karelien. Vi skulle være fremme kl.15, men var der først kl.16.30.

Bussen ventede på os. Vi skulle på bustur, men først i bussen fik vi at vide at vi skulle ud og gå i 40 min. for at komme frem til nogle helleristninger. Og det viste sig at vi skulle gå ad små stier som bjerggeder gennem et vildnis. Heldigvis havde jeg smurt arme og ben ind i myggebalsam, men mit hovednet havde jeg ikke fået med. Så jeg fik hundredevis af myggestik i nakke, hovedbund og på anklerne. Dem havde jeg så stor glæde af den næste uges tid. Spisningen blev også udsat, til kl.21.30 på en snusket restaurant i Belomorsk. Vi var blevet lovet strøm og vand på alle pladser, men her var ingen af delene. Der er en utrolig fattigdom og elendighed i området. Vi var placeret på en plads ved en havnekaj. Der lå 2 trawlere som senere skulle gennem hvidehavskanalen til Sct. Petersborg. De havde ikke andet at lave end at drikke vodka, og de drak så meget at politiet kom om natten og måtte køre nogle stykker på stationen. De rendte rundt på kajen og sloges med jernrør.

Torsdag d.3.juli skulle vi op kl.06.30 for at nå det hele. Vi sejlede med hydrofoilbåd fra Belomorsk til Solvetsky-øerne på 2 timer. Det enorme kloster på øen har haft stor historisk betydning for den russiske grænse mod nord. Klosteret fungerer i dag og deltager i ø-samfundets dagligdag. Det hjælper med at brødføde og betale husleje for øens beboere der ikke selv kan klare sig. Under sovjettiden blev det brugt som fængsel. Mere end 100.000 har været holdt fanget her, og mere end halvdelen kom ikke levende derfra. Et utroligt stort og smukt sted. Kvinder på området skal bære tørklæde, så guiderne måtte også have tørklæde på. De to piger arbejdede sammen med en babuska på klosteret med at fjerne ukrudt med de bare hænder.
Kl. 16 sejlede vi tilbage igen, og vi skulle igen til byen på "restaurant" Europa og spise. Det eneste sted der kunne huse så mange mennesker. Vi får megen suppe, salat og kun lidt kød, men det er udemærket mad.

Fredag d.4.juli skulle vi være i Medvezhegorsky kl.13 for at kunne nå at komme med på busturen til sluserne ved hvidehavskanalen, så vi kørte (igen) tidligt kl.06.30. Vi havde dårlig erfaring fra dagen før med vejene, og de første 100 km. kendte vi jo, men de sidste 130 km. var en lille smule bedre end forventet, så vi var fremme kl.13. Men mange var sent på den, og en enkelt var kørt i stykker 5 km. før pladsen, så vi blev en time forsinket alligevel. Busserne var ankommet og ventede på os. Vi blev kørt en tur rundt i og udenfor byen, og så var der pludselig ikke tid til at se sluserne. Ulykken var dog ikke så stor. Vi havde jo sejlet på kanalen dagen før. Vi blev kørt til en stor spisesal for at spise. Vi havde hørt rygter om at der ofte ikke var mad til alle, og den dag var der lige nøjagtig ikke mad til Vivi og mig. Som et plaster på såret fik vi en flaske vodka af Natalya fra Around.ru. Og da jeg så ud i køkkenet på vej ud derfra, var jeg egentlig glad for ikke at have fået noget mad.
Om aftenen sad vi i lejren og hyggede os. Beth bagte pandekager. Vi blev enige om at springe morgendagens udflugt til et vandfald over og køre direkte til næste punkt "Plyah", som er et hotel ved en sø, hvor alle faciliteter er til stede: El, vand, tømning af toilettank, bad etc. Men lad os nu se. Den sang har vi hørt før.

Lørdag d.5.juli badede vi, fik fyldt vand på og tømt tanke inden turen gik mod Hotel Beach, som lå ved en stor sø. Vi var blevet advaret mod at drikke vand rundt omkring, men jeg har drukket vandet allesteder uden problemer. Kun ved Belomorsk så det meget grumset ud, så der fik det et par dråber Micropur inden jeg drak det. Vejene var stadig under grusgrav-niveau, men vi kom frem til Hotel Beach ved 17-tiden. Vi skulle spise i to hold, for der var ikke megen plads i hotellet. Vi havde fællesmøde med Natalya fra Around.ru kl.21. Der var efterhånden stor utilfredshed med at der aldrig var de faciliteter vi var blevet lovet. Så stor at Kaj mødte op med en stor økse. En gimmick Natalya ikke syntes var morsom. Hun undskyldte sig med at vi ikke kunne forvente forhold som på europæiske campingpladser. Det gjorde vi heller ikke, men det var hende selv der havde beskrevet at der var disse forhold. Vores guide Irina blev rost i høje skyer. Så meget at hun fældede en tåre eller to, alt i mens hun stod og oversatte hvad Natalya sagde på russisk. Natalya kunne (ville) ikke se problemet. Vi fik alligevel en hyggelig aften under markiserne. Vi var placeret på en område med nåletræer mellem hovedvejen og stranden. Smukt og hyggeligt sted. Området var ikke afspærret, men der var posteret vagter på området hele natten.

Søndag d.6.juli vågnede jeg kl.05.10 ved et brag og et bilhorn der tudede. Min første tanke var at en camper havde problemer og tudede i hornet. Jeg for op og så at ude på vejen var to biler kolliderede. Den ene var endt totalsmadret i grøften, og den anden var rullet rundt nogle gange og stod smadret på hjulene. En person som sikkert ikke overlevede hang ud gennem sideruden. To piger og en fyr spænede ud ad landevejen væk fra stedet. Først næste morgen kom politiet i deres gamle halvflade Lada. Den smadrede bil var dækket til med en presenning men stod stadig på stedet hele dagen.

Vi skulle til øen Kithi i dag fra Petrozavodsk med hydrofoilbåd. Vi så den karakteristiske kirke med kublerne, alt lavet i træ, uden søm eller nagler af nogen art. Dog bliver den i dag holdt oppe af stammer der er naglet til væggene. Den var under restaurering, så vi kunne desværre ikke komme ind i den. Og i øens anden kirke var der messe, så der kunne vi heller ikke komme ind. Der var mange gamle træhuse på øen, men de er genopsatte der. Alle husene kommer fra fastlandet. Hele øen er bygget op som et museum. Vi tog båden tilbage kl.13.30, for at spise i et hotel i byen. Flot hotel, og dejlig mad. Efter byrundtur kørte vi tilbage til Hotel Beach (ca. 60 km), hvor vi skulle spise aftensmad på et hotel i en skov et stykke fra pladsen. Der var igen lidt problemer med Natalya. Hun havde ikke rigtig styr på afstande og tidspunkter, og hun skulle spare så meget som muligt på chaufførlønnen. Men vi fik alligevel trumfet igennem at vi ikke skulle stå i 1,5 time i en skov og vente på at få mad.
Der var ikke strøm nok til alle på en gang på pladsen, så vi skulle deles i hold, og kun have strøm hver anden dag, hvordan de så end ville organisere det. Men resultatet blev at vi havde strøm alle 4 dage vi skulle være der, godtnok kun ca. 185 volt. Men det klarede vi os fint med.
Vejret er meget blandet. Sol, regn og lidt køligt. Kl. 21.30 om aftenen begyndte det rigtigt at regne.

Mandag d.7.juli var en off-dag. Vi skulle intet lave. Endelig en fridag. Desværre var vejret ikke så godt. Kun i perioder havde vi sol. Eva og Kaj havde foreslået at vi samlede penge ind til en bryllupsgave til Irina, €20 pr. vogn. Det ville blive til flere måneders løn for hende. Hun skulle have pengene den sidste dag med besked om ikke at åbne pakken før d. 25.juli hvor hun skulle giftes. Vi gjorde det på denne måde, da Eva og Kaj havde dårlig erfaring med Around.ru tidligere. En guide havde fået en del drikkepenge. Da det kom Natalya for ører, blev et tilsvarende beløb trukket fra i hendes løn. Ikke lige metoder vi kan lide her i Danmark.

Aftenen blev brugt med at drikke varm cacao hos Beth og Ib, og vodka og chips. Hyggelig aften. Næste dag blev planlagt. Vi skulle køre kl. 07.00.

Tirsdag d.8.juli skulle vi køre tidligt til Kinerma, en rigtig gammel karelsk landsby. Der var kun 60 km. men det tog 2,5 time. Vi blev guided rundt i kirken og byens museum. I dag bor der kun 6 personer i byen, uden vand og elektricitet, og den er nærmest et museum. Vi skulle spise frokost i et rigtigt gammelt karelsk hus. Igen god mad. Bagefter gik turen videre til Sortavala 165 km. Vi fandt hurtigt Dacha Vintera som stedet hed. Det var sand vi skulle holde i, så et par campere kørte fast og måtte trækkes fri med et reb med håndkraft. 8-10 mand trak i rebet, og så kom de fri uden problemer. DACF-vejhjælp trådte i karakter her. Herefter blev vi placeret på asfalt rundt omkring i Dachaen. Flot sted.

Onsdag d. 9.juli skulle vi sejle fra Sortavala til øen Valaam. Turen varede 50 minutter. Vi så den meget smukke kirke i klosteret, som var blevet restaureret de sidste par år. Mange flotte ikoner. Alle var kopier af de originale som Finnerne tog med sig efter krigen. Et kloster er i Finland blevet bygget som en nøjagtig kopi af dette, hvor de originale billeder og ikoner idag findes. Der var en helt lille by rundt om klosteret, hvor mænd og kvinder boede hver for sig. Der var en del turister i kirkerummet, da alle pludselig blev gennet tilside. Så kom en flok munke syngende gennem kirkerummet og forsvandt bag alteret. Vi blev sejlet til den anden side af øen for at spise frokost, kl.15.20. Kl.17 sejlede vi tilbage til Sortavala.

Torsdag d.10.juli skulle vi så til Sct.Petersborg. Der var en kort rute vest om søen Ladoga, men den var for usikker at køre på, selvom vi jo mente vi havde været ude for det værst tænkelige. Så Kaj anbefalede kraftigt at vi alle kørte øst om søen som var mindst 100 km. længere. Det var igen utroligt dårlige veje helt ned til Sct.Petersborg. Vi blev standset af politiet på 'motorvejen' men det viste sig at være en fejltagelse af en nyuddannet politibetjent. Mange steder er de såkaldte 'trafikassistenter' begyndt at dukke op i rabatten, hvor de prøver at fange sultne chaufførers opmærksomhed. Og det er jo ikke svært med de 'uniformer' de bærer. Vi er først fremme lige omkring spisetid og må skynde os at få mad inden tiden udløber. Vi havde 40 min. at spise i, og kom vi for sent til start blev tiden trukket fra i spisetiden.

Det var tiden hvor Ira (Irina) skulle sige farvel. Vi skulle have ny guide. Ira takkede mange gange for de dag vi havde haft sammen, og hun glædede sig vanvittigt til at åbne bryllupsgaven. Meget sød og dygtig pige. Heldig fyr der får hende den 25.juli.

Fredag d.11.juli igen tidlig op og ud ad døren. Vi skulle se Vinterpaladset. Enormt stort og flot. I dag fungerer det som museum og har da også flere originale kunstværker af bl.a. Leonardo daVinci og et enkelt af Thorvaldsen. Vi var på busrundtur i byen og se alt hvad man bør se. Enorme paladser, museer, klostre osv. Sct.Petersborg er en by i udvikling, modsat alle byerne i Karelien. Og det gav guiden en forklaring på. F.eks. er en månedsløn i Sct.Petersborg dkr.1600. I Moskva er den næsten dobbelt så stor. Men i Petrozavodsk er den kun dkr.800, og i den fattigste by i Karelien Belomorsk kun dkr.400. Det sætter ligesom tingene i perspektiv. Alle har flere jobs, nogle af dem sorte, og det er helt normalt. Og de betaler kun skat af de registrerede jobs - 13% uanset indtægt.
Fordi vi selv kører rundt har vi set bagsiden af medaljen. Steder og ting turister ellers ikke ser. Utroligt at et land kan fungere på denne måde.

Lørdag d.12.juli skulle vi på tur til Sommerpaladset Petershof. Igen et imponerende sted. Der var opvisning og musik i haven med deltagere i barokke klæder og barok musik, som vi kender det fra Versailles. En imponerende have at gå rundt i med mange springvand, hvor vandet ikke var pumpet op, men kom fra højereliggende søer, som så trykkede vandet op i de mange springvand. Senere kørte vi tilbage og spiste frokost. Efter frokosten skulle vi på "havnerundfart", en sejltur på kanalerne i Sct.Petersborg. Flot tur. Natalya ville lodde stemningen i gruppen. Jeg fortalte hende at alle var glade og tilfredse, selvom man ikke lige kunne se det på dem. Det var begyndt at regne, og mange sad og så triste ud. Jeg prøvede at forklare hende ligheden mellem når københavnere siger: "Kanon fedt", og jyder siger: "Det er ik' så ringe endda". Jeg er ikke sikker på hun helt forstod det.

Søndag d.13.juli sluttede turen i Rusland. Det har været en oplevelse af de store. Vi skulle hele vejen rundt om Sct.Petersborg og mod grænsebyen Narva i Estland. Ikke så mange kilometer, men vi måtte vente 4,5 time ved den russiske grænse for at komme ud igen. Mange papirer og formaliteter, undersøgelse af vognene i skabe og skuffer. Det tog sin tid. Det sidste stykke vej fra Sct.Petersborg til grænsen var også meget elendig. Lige så snart man er ude af byen, er tiden igen gået i stå en gang midt i forrige århundrede. Så snart grænsen var passeret var det ligesom at komme hjem. Estland er jo trods alt også et EU-land. Så det var en behagelig følelse at passere grænsen.

Karelien rundt var en formidabel tur. En oplevelse for livet. Der var nogle ting Around.ru /Natalya kunne have gjort anderledes, men det vil der nok altid være, under sådanne arbejdsbetingelser. Eva og Kaj gjorde et stort stykke arbejde med at få os alle sikkert igennem 'hullet i jorden' - Karelien. Og det lykkedes til UG.